Vinterperioden, som går fra 1. november – 31. marts, er slut. Selvom vi i disse dage nyder solen, er det fordelagtigt at være forberedt.

Udgivet i maj 2016

Hvert år giver perioden anledning til en række henvendelser fra bygherrer, rådgivere og entreprenører om fortolkning af kontraktbestemmelser om vinterforanstaltninger (eller mangel herpå), særligt spørgsmål om afregning af vinterforanstaltninger.

Om du er bygherrer eller entreprenør, bør du allerede i udbudsprocessen forholde dig til, hvordan iværksættelse og betaling for vinterforanstaltninger skal håndteres under byggeprocessen. Derved minimeres risikoen for unødige uklarheder og konflikter i vinterperioden.

Vinterbekendtgørelsen regulerer som udgangspunkt ikke direkte aftaleforholdet mellem bygherrer og entreprenører. Vinterbekendtgørelsen indeholder dog regler om, hvordan afregning af vinterforanstaltninger kan afregnes mellem parterne. Det betyder bl.a., at det fortsat i udpræget grad beror på bygherrens og entreprenørens aftale:

  • at indgå nærmere aftale om afregning af vinterforanstaltninger,
  • at detailplanlægge vinterbyggeri,
  • at fastsætte nærmere aftaler for, hvornår vinterforanstaltningerne skal og må iværksættes og af hvem.

Afregning af vinterforanstaltninger

Årstidsbestemte vinterforanstaltninger er indeholdt i entreprenørens tilbud, idet disse skal udføres uanset vejrliget og således er kendte for entreprenøren ved afgivelse af tilbud, dog forudsat at den oprindelige tidsplan overholdes.

Hvis der ikke er holdepunkter for andet i aftalegrundlaget, skal vejrligsbestemte vinterforanstaltninger i udgangspunktet honoreres som ekstraarbejder (dvs. i regning, jf. AB 92 § 14, stk. 4).

I henhold til vinterbekendtgørelsen kan bygherren imidlertid vælge mellem to afregningsformer i forhold til vejrligsbestemte vinterforanstaltninger:

  1. Afregninger efter dokumenteret forbrug (typisk efter variable ydelser i en såkaldt ”vintertilbudsliste”).
  2. Fast pris (eventuelt med angivelse af mindstekrav til materialer og metoder for en række udvalgte vinterforanstaltninger).

Bygherrens valg af afregningsform kan også kombineres mellem dokumenteret forbrug og fast pris, ligesom alternative afregningsformer i teorien også kan aftales.

Ved afregning efter dokumenteret forbrug bør der udarbejdes en eller flere vintertilbudslister, der vedlægges udbudsmaterialet, så entreprenøren kan afgive enhedspriser på vinterforanstaltninger. Vinterforanstaltningerne kan derved indgå som en del af konkurrencegrundlaget for de bydende entreprenører, der er med til at sikre, at bygherre får konkurrenceudsat ydelserne.

Det bør – hvis der afregnes efter dokumenteret forbrug – af udbudsmaterialet fremgå, hvornår og f.eks. hvordan entreprenøren må/skal iværksætte vinterforanstaltninger. Dette kan gøres ved at definere de vejrlige forudsætninger for iværksættelsen af vinterforanstaltninger og/eller ved at beskrive, at iværksættelsen af vinterforanstaltninger kræver bygherres forudgående accept. Bygherren har således bedre styring på “vinterøkonomien”, herunder mulighed for at anmode entreprenøren om at standse sine arbejder, hvis omkostningerne til vinterforanstaltningerne måtte overstige omkostningerne ved at begære arbejderne midlertidig standset.

Ved afregning efter fast pris overtager entreprenøren risiko og ansvar for samtlige beskyttende årstids- og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger. Bygherren kan i udbudsmaterialet således blot anføre, at alle omkostninger til både årstids- og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger er indeholdt i entreprisesummen, jf. vinterbekendtgørelsen (§ 4), og at entreprenøren derved har overtaget bygherrens forpligtelser i henhold til vinterbekendtgørelsen (§ 3). Entreprenøren beregner et risikotillæg herfor i forbindelse med tilbudsafgivelsen.

Danske ARK og FRI’s Ydelsesbeskrivelser for Byggeri og Planlægning 2012, regulerer rådgiverens forpligtelse til at tage højde for vinterforanstaltninger i forbindelse med budgetfastlæggelsen, men derudover reguleres rådgiverens ydelser vedrørende vinterforanstaltninger ikke. I forbindelse med udarbejdelsen af rådgiveraftalen bør der tages stilling til, om rådgiveren skal levere ydelser vedrørende vinterforanstaltninger.

Bygherrens valg af afregningsform afhænger af risikovillighed, men valget kan også være mere eller mindre nødvendiggjort af hensyn til f.eks. at fastlåse budgettet. En fast pris vil medføre, at bygherren betaler en ”overpris” for byggeriet, hvis vinteren bliver mild. På den andens side giver en fast pris (budget)sikkerhed og mindre ressourceforbrug på vinterforanstaltninger for bygherren i vinterperioden. Brancheinitiativet Værdiskabende Byggeproces anbefaler derfor i vejledningen ”Afregning af vinterforanstaltninger” fra september 2012[1], at bygherren foretager en risikoanalyse ud fra bygherrens konkrete ansvars- og risikoprofil. Ved en sådan risikoanalyse er det muligt at give et kvalificeret bud på, hvilke risici der er forbundet med det givne byggeri i en given periode, hvorfor det også er muligt at give bygherren et kvalificeret grundlag i forhold til valg afregningsmodel, men også i forhold til valg af udbudsform og omfang af vintertiltag.

Indtænk vinterbyggeri i udbuds- og byggeprocessen og få styring på “vinterøkonomien”

Det er vigtigt at holde sig for øje, at betingelserne og ansvaret for selve iværksættelsen, udførelsen og ikke mindst betalingen af vinterforanstaltninger (fortsat) beror på entreprenørens og bygherrens aftale. Bygherrer bør tillige overveje at regulere (total)rådgiverens ydelser vedrørende vinterforanstaltninger i rådgiveraftalen.

Vinterforanstaltninger bør være et fast punkt på byggemøderne i vinterperioden. Det vil sikre en – ofte påkrævet – ajourføring og detaljering af aftalegrundlaget, herunder tidsplan og uforudsete udgifter mv., på dette punkt, ligesom entreprenørens og bygherrens forudsætninger for iværksættelsen og udførelsen af disse arbejder løbende afstemmes.

Se vejledningen fra Værdibyg  her.