Voldgiftsretten afsagde den 21. juni 2017 kendelse om ansvarsplaceringen ved anvendelse af MgO-plader. Hovedentreprenøren blev frifundet, og totalrådgiveren blev kendt ansvarlig.

NY VOLDGIFTSKENDELSE OM MGO-PLADER AFSAGT DEN 21. JUNI 2017

Voldgiftsretten afsagde den 21. juni 2017 kendelse om ansvarsplaceringen ved anvendelse af MgO-plader. Hovedentreprenøren blev frifundet, og totalrådgiveren blev kendt ansvarlig.

Kendelsen fastslår, at den der træffer valget om at anvende et materiale også bærer ansvaret herfor. Det er i overensstemmelse med gældende ret og er ligeledes anført i den juridiske litteratur i bogen ”Entrepriseretlige mangler” af advokat og Ph.D. Anders Vestergaard Buch.

 

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER

En almen bygherre og totalrådgiver indgik den 9. maj 2007 en totalrådgiveraftale i forbindelse med en omfattede renovering. Det fremgik af parternes aftale, at rådgiverens ydelser omfattede kvalitetssikring i henhold til kvalitetssikringsbekendtgørelsen.

Entreprisen blev udbudt som hovedentreprise, og bygherre indgik den 9. september 2009 aftale med en hovedentreprenør.

Byggeriet var udbudt med en Conchip vindspærreplade. I udbudsmaterialets arbejdsbeskrivelse var det anført, at: ”Der kan anvendes andre fabrikater, hvis disse er ligestillet med de foreskrevne.” Ved et projektgennemgangsmøde foreslog hovedentreprenøren, at man benyttede MgO-vindspærreplader af mærket Megapan i stedet for de aftalte Conchip vindspærreplader, da MgO-pladerne var lettere og nemmere at arbejde med.

Totalrådgiveren undersøgte pladens anvendelighed ud fra produktbeskrivelser og -oplysninger og valgte, at entreprenøren kunne bruge den foreslåede MgO-plade. Totalrådgiveren udarbejdede et ændringsnotat, som blev sendt til bygherren med orientering om, at der var valgt en anden vindspærreplade end projekteret. Totalrådgiveren oplyste aldrig bygherren om, at der var tale om et ikke-gennemprøvet materiale.

Cirka tre år efter afleveringen af byggeriet, blev det konstateret, at der forelå mangler ved de anvendte vindspærreplader. Bygherren reklamerede over for totalrådgiver og hovedentreprenøren.

 

VOLDGIFTSRETTENS KENDELSE

Voldgiftsretten udtalte:

  • At MgO-pladerne var uegnede til at blive anvendt som vindspærreplader som følge af, at bindemidlet (Sorel-cement) var ustabilt ved høj relativ luftfugtighed, og fordi pladernes indhold af salte medførte fugtsugende og fugtafgivende egenskaber.
  • At MgO-pladerne var nye på det danske marked i 2010. De uheldige egenskaber kunne have været konstateret i 2010 under anvendelse af dengang kendte undersøgelsesmetoder. Følgelig var der derfor ikke tale om en udviklingsrisiko, som bygherren skulle bære risikoen for.
  • At hovedentreprenøren ikke ved at foreslå et andet materiale (MgO-plader) havde pådraget sig et projekteringsansvar, og hovedentreprenøren blev derfor frifundet. Retten bemærkede, at det var parternes fælles forståelse, at totalrådgiveren, som projekterende totalrådgiver, skulle undersøge og vurdere det foreslåede alternative materiales egnethed. Retten fastslog desuden, at hovedentreprenøren udtrykkeligt over for bygherrens rådgiver havde oplyst, at det foreslåede materiale var nyt, og ikke tilkendegav at have erfaring med materialet.
  • At når bygherren – eller dennes rådgiver – foreskrev et materiale, og entreprenøren anvender det pågældende materiale, så bærer hovedentreprenøren ikke noget mangelsansvar. Hovedentreprenøren blev derfor frifundet.
  • At bygherren var en almen bygherre, og derfor var Kvalitetssikringsbekendtgørelsen og tilhørende vejledning aftalt. Rådgiveren blev dømt til at betale kr. 5 mio. til bygherren, som var det beløb rådgiverens ansvar var maksimeret til ifølge aftalen. Totalrådgiveren var på den baggrund erstatningsansvarlig over for bygherren, fordi totalrådgiveren på vegne af bygherren valgte MgO-pladerne uden at fortælle bygherren, at der var tale om et nyt, ikke gennemprøvet produkt.

 

KENDELSENS BETYDNING

Kendelsen fastslår, at den der træffer valget om at anvende et materiale også bærer ansvaret herfor, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret.

Endvidere fastslår kendelsen, at en rådgiver med rette kan lægge produktbeskrivelser og -oplysninger til grund. Det kan dog konstateres, at der er særlige krav til kvalitetssikringen i alment byggeri. Der er en klar forpligtelse for en rådgiver at orientere bygherren, når der anvendes nye, uprøvede produkter.

Kendelsen tager alene stilling til ansvarsfordelingen mellem byggeriets aktører i kendelsens konkrete situation. Der er således en lang række andre tilfælde med andre faktiske omstændigheder, hvor ansvarsfordelingen kan blive en anden.

Hvis du har spørgsmål til kendelsen, er du velkommen til at kontakte Molt Wengel på tlf. 7022 4999