Systemleverancer Ansvar og konsekvenser

I kontrast til de mere traditionelle standardprodukter ses der således også en stadig større efterspørgsel på nye løsninger, herunder muligheden for at anvende produkter, som nærmere kan tilpasses bygherrens ønsker.

Begrebet systemleverance har ingen klar afgrænsning, men er defineret i litteraturen som en ”multiteknologisk, kompleks del af en bygning, udviklet som færdigt modulariseret og varierbart produkt”. Det, der særligt kendetegner systemleverancer som produkt er således, at de – meget ofte – er multitekniske i den forstand, at de integrerer flere teknologier og fagdiscipliner. Hertil kommer, at der er tale om mere komplekse løsninger, end vi traditionelt kender og eksempler på systemleverancer kan spænde helt fra dør-, vindue-, og loftsystemer til hele facadeløsninger.

Systemleverancer er udviklet ud fra ”mass costumization”-principper, hvor visionen er at skræddersy produkterne til kundens specifikke behov og på den måde skabe en illusion af unikke produkter, uanset at de i forhold til konstruktion, produktion og installation syner ens. Tag f.eks. loftsystemet Fusion, udviklet af virksomheden Rockfon, hvor alle relevante installationer allerede er integreret ved levering. At produktet leveres som et allerede sammensat system betyder, at både levering og montering forløber hurtigere og mere effektivt samtidig med, at bygherren undgår dialog med flere forskellige leverandører.

Ansvarsfordeling

Med nye løsninger og aftaleformer i byggebranchen, er det nærliggende at se på, hvorvidt der sker en forskydning af projekteringsforpligtelser og dermed projekteringsansvar i forhold til de klassiske hoved- og fagentrepriser.

På trods af, at projektering ved hoved- og fagentrepriser, hvor AB 92 typisk vedtages, forudsættes at være entreprenøren uvedkommende, er det i praksis mere og mere normalt, at rådgiveren ikke leverer et fuldt færdigt hovedprojekt. I mange tilfælde overlades en del af projekteringen til entreprenørerne og udgangspunktet om, at entreprenørens ydelse i hovedsagen består i udførelse af entreprisen, modificeres ved systemleverancer. Systemleverancen kan derfor karakteriseres som værende en entrepriseretlig mellemform i og med, at systemleverancen indeholder såvel traditionel udførelse i henhold til AB 92 og projektering, der i princippet kunne have været udført i henhold til ABR 89. Indeholder en hoved- eller fagentrepriseaftale således systemleverancer, kan det ligeledes anføres, at der er tale om en partiel totalentreprise (ABT 93). Som følge deraf flytter ansvaret for projekteringen sig ligeledes og vil i stedet som udgangspunkt påhvile entreprenøren og ikke den oprindeligt projekterende rådgiver (med mindre der foretages særlige kontraktuelle tiltag i henseende til ansvarsfordelingen).

Voldgiftspraksis

Der findes ikke megen rets- og voldgiftspraksis, hvor begrebet ”systemleverance” direkte er nævnt, men flere andre kendelser, der omhandler sammenlignelige problemstillinger, pålægger entreprenøren eller leverandøren ansvar.

I en kendelse, offentliggjort i TBB 2012.679, rejste bygherren – hvis krav dog var forældet – krav om erstatning for mangler mod sin tekniske rådgiver. Sagen om-handlede udførelsen af et laboratorie- og administrationsbyggeri og det fremgik af beskrivelsen for en lukningsentreprise, at facadeelementer samt glaslukningsarbejde skulle betragtes som en systemleverance, der skulle tilpasses, detailprojekteres og monteres af entreprenøren i henhold til arkitektens tegningsmateriale. Voldgiftsretten udtalte, at det efter deres opfattelse derfor var hovedentreprenøren og ikke bygherrens tekniske rådgiver, som havde ansvaret for vindueselementernes projektering og produktion.

I kendelsen KfE 1982.277 blev en leverandør fundet ansvarlig for mangler ved et ”anhydritundergulv”, som den pågældende selv havde fremstillet materialer til og efterfølgende leveret. Manglerne skyldtes ikke fejl ved selve undergulvet, men den omstændighed, at undergulvet – før der kunne ske montering af et linoleumsgulv – skulle have været slebet. Voldgiftsretten konkluderede, at leverandøren var ansvarlig fordi leverandøren ikke havde vejledt hovedentreprenøren om anvendelsen af det dengang nye og forholdsvis ukendte produkt.

Kendelserne illustrerer, at såfremt der er tale om en entrepriseretlig mellemform, hvor entreprenøren eller leverandøren påtager sig en forpligtelse til at projektere, så overtages ansvaret for projekteringsfejl også, uanset om den pågældende entreprise overodnet betegnes som en fag- eller hovedentreprise.

Få derfor styr på aftalerne

Typisk anvendes systemleverancer, fordi man derved kan drage nytte af entreprenørens/leverandørens viden og erfaringer på det pågældende område. Et spørgsmål kan herefter være, om bygherren altid er bevidst om, at en del af projekteringen er overladt til andre end den tekniske rådgiver med den konsekvens, at projekteringsansvaret ligeledes kan være flyttet fra rådgiver til entreprenør/leverandør, uanset at entrepriseaftalen alene er reguleret af AB92. 

Systemleverancer kan ofte give anledning til uklarheder og misforståelser, især i forhold til ansvarsfordelingen. Derfor er det vigtigt at gøre det klart i aftalen, hvilke af de involverede parter der står for hvilke ydelser. Billedet kan således være noget mere utydeligt end ovenfor skitseret, ligesom bygherren kan have et ønske om at fastholde, at rådgiver – uanset anvendelsen af systemleverancen – bærer et (med)ansvar for projekteringsresultatet. Disse forhold bør altid overvejes og risikovurderes i forbindelse med indgåelse af såvel rådgiver- som entrepriseaftaler.