Den store udfordring er ikke, at branchen mangler vilje. Den store udfordring er, at alt for få kan sætte ord på, hvad et strategisk partnerskab faktisk kræver. Det gør det svært at arbejde målrettet med formen. Men de første erfaringer er allerede gjort. Der findes samarbejder, læringer og data, som er værdifulde at bygge videre på.
Hidtil har strategiske partnerskaber i byggebranchen til forveksling lignet rammeaftaler om totalentreprise. Fokus har været på at beskytte egne positioner, uden blik for, hvad der skaber de bedste forudsætninger for, at projektet lykkes samlet set.
Et strategisk partnerskab skal kunne mere end det. Det skal skabe noget, som parterne ikke kunne skabe hver for sig. Det kræver, at de relevante aktører sidder med tidligt, og at de fælles tydeliggør: Hvad er det fælles formål - netop her? Bliver en part koblet på for sent, mærkes det hurtigt - og ned igennem hele værdikæden.
Men det kræver netop tillid, fordi det samtidig er det nødvendigt at tale åbent om KPI’er, incitamenter og interesser. Ikke fordi alt kan gøres fælles. Men fordi et partnerskab kun rykker, når det står klart, hvad parterne vil opnå, og hvad de er villige til at investere for at komme derhen. For det vigtigste mål er ikke det samme fra projekt til projekt.
Skal en børnehave stå klar til 100 børn om et halvt år, er det næppe nye standarder for bæredygtige byggematerialer, der vejer tungest. Her er det sandsynligvis tiden, der styrer. Det er derfor, at udgangspunktet altid skal være projektets formål, ikke en standardmodel. Det gælder også kontrakten.
En god kontrakt i et strategisk partnerskab skal balancere juridisk sikkerhed, funktionalitet og brugervenlighed. Men gevinsten er ikke gratis. Især brugervenligheden bliver ofte nedprioriteret. Vi risikerer derfor kontrakter, der bliver så tunge, at de er svære at arbejde med i praksis.
Og så mister de noget af det, de ellers skulle understøtte, nemlig: fremdrift, fælles retning og et samarbejde, der kan holde, når projektet bliver svært.
