Det vigtigste for Thomas er, at han kan stå helt inde for sin rådgivning, når han blandt andet arbejder med tvister i byggeriet.

Finder løsninger

Thomas Bisander Jacobsen arbejder primært med offentlige bygherrer og de juridiske udfordringer, de oplever på deres byggeprojekter. Når der begynder at opstå tvister i byggeriet, finder Thomas løsninger:

”Ordentlighed er en vigtig del af mit arbejde. Derfor leder jeg efter fornuftige løsninger, som fungerer for alle. Jeg vil hellere sige nej til en sag end at rådgive om noget, jeg ikke kan stå inde for,” siger han.

Derudover er Thomas meget direkte i sin rådgivning. Han stiller de mulige scenarier og valgmuligheder op for sin kunde, men han sætter en ære i, at kunden aldrig er i tvivl om, hvad han anbefaler.

Målet med Thomas’ anbefaling er at løse kundens udfordringer på den bedst mulige måde, så kunden og hans eller hendes samarbejdspartnere kan få arbejdsro til det, der er omdrejningspunktet for det hele: byggeriet.

En praktisk tilgang

Thomas fik smag for entrepriseret, da han arbejdede som studentermedhjælper på et andet advokatkontor. Derefter tog han imod alle muligheder for at præge både sit studie og sit arbejde i en entrepriseretlig retning.

”Entrepriseret er en praktisk form for jura, og det passer mig skønt. Min praktiske tilgang er også årsagen til, at jeg skal være advokat. Jeg kan godt lide at arbejde med juraen i praksis, og jeg elsker at arbejde med kunder, varetage deres interesser og lave strategiske overvejelser om, hvor vi skal hen. Og så er det fedt, at vores kunder er praktikere, fordi det passer til min tilgang,” fortæller Thomas.

Thomas’ praktiske tilgang kommer blandt andet til udtryk i måden, han starter en sag op på. Det er vigtigt for ham at få en reel forståelse af det projekt, hans arbejde omhandler. Derfor sætter han sig grundigt ind i de faktuelle omstændigheder, inden han går i gang med det juridiske arbejde. Ofte starter han helt fra bunden og tager på besøg på projektet for med sine egne øjne at se, hvad han har med at gøre.

Det handler om mennesker

Samarbejde er en af Thomas’ højeste prioriteter. Han sætter pris på, at de har et stærkt samarbejde på hans team, og så gør han en dyd ud af at investere i samarbejdet med kunden.

”I bund og grund handler mit arbejde nemlig om mennesker,” fortæller Thomas.

”Mennesker i Molt Wengel; mennesker, der bygger og mennesker, der skal bruge byggeriet, når det står færdigt”.