IKT er en 'licence to operate' i byggeriet

IKT-ledelse er i dag en afgørende disciplin i byggebranchen. Digitalisering er ikke et valg, men et vilkår – en forudsætning for effektiv projektering, byggeri og drift. Men potentialet udnyttes kun, hvis IKT-arbejdet forankres reelt og bruges aktivt gennem hele projektets livscyklus.

Både offentlige og private bygherrer stiller i stigende grad krav om digital projektering, openBIM og digitale afleveringer.  Men krav i sig selv gør ikke forskellen. Det gør  tydelig ledelse og konsekvent opfølgning.

En IKT-specifikation skal ikke være en hyldevare, der hives frem ved projektstart og derefter glemmes. Den skal være et dynamisk styringsværktøj, tilpasset projektets konkrete behov, justeret undervejs og understøttet af en robust IKT-procesmanual. Det kræver,  at bygherrer, rådgivere og entreprenører forstår, at digitalisering ikke blot er en teknisk disciplin, men en integreret del af samarbejdet. IKT-ledelse handler om at sætte retningen for det digitale samarbejde, styre leverancer, sikre valide dataflows og gøre modeller og informationer anvendelige på tværs af software og aktører.

Ifølge advokat Nicolaus Falk-Scheibel kan konsekvenserne være både dyre og omfattende:

”Uden klare krav og koordinering risikerer man alvorlige fejl og forsinkelser. Et velkendt eksempel er Inderhavnsbroen i København, hvor utilstrækkelig digital koordinering var en af årsagerne til, at broen ikke kunne samles som planlagt. Tidlig og tydelig IKT-ledelse kunne have forhindret de udfordringer.”

Digitale værktøjer og teknologier udvikler sig hastigt. Det, der virkede overflødigt i går, er passende i dag – og utilstrækkeligt i morgen. Derfor kræver det en agil og løbende justeret IKT-ledelse, hvor krav, processer og værktøjer hele tiden holdes op mod projektets mål.

Særligt tidligt i projektet er det afgørende.  Det er her, fundamentet for åbenhed, effektivitet og kvalitet bliver lagt.

Digitalisering begynder allerede i udbudsmaterialet: En gennemarbejdet IKT-specifikation og procesmanual kan være forskellen mellem et projekt, der forløber smidigt og et projekt, hvor misforståelser og datafejl vokser i omfang og pris gennem værdikæden. Men som Nicolaus fortæller:

“…er IKT blevet en forudsætning for succes i byggeriet i dag. Teknologien i sig selv skaber dog ikke den fulde værdi. Det skal gennemføres sammen med klar ledelse, tydelige krav og opfølgning.”

I foråret 2025 afholdt Nicolaus en online-briefing på 30 minutter , hvor han dykkede ned i de vigtigste tvivlsspørgsmål, der kan opstå omkring IKT-ledelse. Her gav han deltagerne et overblik over de centrale juridiske opmærksomhedspunkter, der r forbundet med IKT-ledelse, og gav indsigt til at komme effektivt fra start til at skabe målbare resultater i byggeriet. Du kan se optagelsen af denne briefing på vores hjemmeside.

 

Vil du modtage vores nyhedsbreve?

Udfyld felterne nedenfor: