Hvornår er arbejdet egentlig afleveret?
Aflevering er en afgørende milepæl i bygge- og anlægsprojekter
Men hvornår er arbejdet juridisk afleveret, og hvilken betydning har væsentlige mangler, idriftsættelse og performancetest? Vi ser nærmere på reglerne og de forhold, der kræver særlig opmærksomhed.
Aflevering efter AB 18 og ABT 18: Hvornår er arbejdet egentlig afleveret?
Afleveringen er en af de væsentligste juridiske milepæle i bygge- og anlægsprojekter. Det er her, risikoen for byggeriet overgår til bygherren, entreprenørens mangelansvar begynder at løbe, garantistillelsen nedskrives, og grundlaget for efterfølgende mangelkrav fastlægges. Alligevel viser både praksis og tvister ved Voldgiftsnævnet, at aflevering fortsat giver anledning til betydelig usikkerhed.
Selvom reglerne i AB 18 § 45 og ABT 18 § 43 umiddelbart fremstår enkle, opstår der ofte spørgsmål om, hvornår arbejdet kan anses for færdigt og dermed kan færdigmeldes. Det beror ikke alene på, om de fysiske arbejder er afsluttet, men også på, om de aftalte prøver, den nødvendige dokumentation og øvrige aftalemæssige forudsætninger for aflevering er opfyldt. Derudover opstår der ofte spørgsmål om:
- Hvornår er en mangel så væsentlig, at aflevering kan afvises?
- Hvilken betydning har idriftsættelse eller ibrugtagning før aflevering?
- Hvordan håndteres proces- og funktionsgarantier på tekniske anlæg?
Disse spørgsmål er særligt relevante i forsynings-, energi- og infrastruktursektoren, hvor tekniske anlæg ofte gennemgår længere test- og indkøringsforløb, inden det endeligt kan konstateres, om de aftalte ydelser er opfyldt.
Idriftsættelse er ikke nødvendigvis det samme som aflevering
I mange anlægsprojekter, herunder forsyningsanlæg, renseanlæg, energianlæg og procesinstallationer, opstår spørgsmålet, om anlægget er afleveret, blot fordi det er taget i drift.
Praksis viser, at der skal sondres mellem:
- Ibrugtagning eller idriftsættelse af anlægget
- Den aftaleretlige aflevering efter AB 18/ABT 18
Et anlæg kan i praksis være sat i drift og producere eller behandle efter hensigten uden nødvendigvis at være afleveret i entrepriseretlig forstand. Omvendt kan en omfattende og permanent ibrugtagning efter omstændighederne få betydning ved vurderingen af, om bygherren reelt har accepteret arbejdet.
Dette er særligt relevant ved anlæg, hvor testperioder og prøvedrift strækker sig over længere perioder. Hvis grænserne mellem prøvedrift, idriftsættelse og aflevering ikke er klart reguleret i kontrakten, opstår der ofte tvivl om risikoovergang, dagbod, garanti og mangelansvar.
MOWE oplever derfor i stigende grad, at bygherrer, bla. i forsynings-, energi- og infrastruktursektoren, vælger at regulere commissioning-, test- og idriftsættelsesforløb mere detaljeret i entrepriseaftalen.
Hvad kom voldgiftsretten frem til?
I det fiktive eksempel fik entreprenøren delvist medhold.
For en række af arbejderne lagde voldgiftsretten vægt på, at bygherren havde været bekendt med ændringerne, at arbejderne var blevet drøftet på byggemøder, og at det fremgik af den løbende korrespondance, at de blev udført som følge af ændringer i projektet.
For andre arbejder fik entreprenøren ikke medhold, fordi dokumentationen ikke i tilstrækkelig grad viste, at arbejdet lå ud over den oprindelige aftale, eller at bygherren havde accepteret det.
Procesgarantier kræver særlig opmærksomhed
For tekniske anlæg er det ikke altid tilstrækkeligt, at anlægget er fysisk færdiggjort. Ofte er anlæggets værdi knyttet til, om det opfylder bestemte performancekrav.
Det ses f.eks. ved:
- Renseanlæg
- Biogasanlæg
- Varme- og køleanlæg
- Vandbehandlingsanlæg
- Energi- og procesanlæg
I disse projekter aftales der ofte proces-, kapacitets- eller funktionsgarantier, som først kan verificeres efter en indkørings- og/eller testperiode.
Tvister om aflevering opstår ofte i praksis, hvis aftalen ikke klart regulerer:
- Hvornår performancetest skal gennemføres
- Hvilke målemetoder der skal anvendes
- Hvem der bærer risikoen for utilstrækkelige testdata
- Om beståelse af performancetest er en betingelse for aflevering
- Om manglende opfyldelse af procesgarantien udgør en mangel eller en forsinkelse
I flere entrepriseaftaler ser vi derfor, at beståede performancetest og dokumenteret opfyldelse af performancekrav gøres til en forudsætning for aflevering. Det ses blandt andet i større projekter, hvor anlæggets funktion er afgørende for bygherrens mulighed for at anvende anlægget efter hensigten.
Et område hvor standard-bestemmelserne ofte ikke står alene
AB 18 og ABT 18 giver et solidt udgangspunkt for afleveringsprocessen, men ved teknisk komplekse anlæg vil standardbestemmelserne sjældent kunne stå alene.
Særligt inden for forsynings-, energi- og procesanlæg bør parterne tidligt tage stilling til:
- Definitionen af væsentlige mangler
- Samspillet mellem aflevering og idriftsættelse
- Betydningen af prøvedrift og commissioning
- Dokumentationskrav
- Proces- og funktionsgarantier
- Særlige afleveringskriterier
En gennemtænkt regulering af disse forhold kan reducere risikoen for tvister og skabe større sikkerhed for både bygherre og entreprenør.
Udvalgt indhold
Marianne Bjørnkjær Villefrance

