Er der ikke aftalt noget vedrørende afregning af ekstraarbejder, er udgangspunktet, at arbejdet udføres på regningsbasis, jf. AB 18 § 24, stk. 3. Regningsarbejdet bør opgøres som entreprenørens faktisk afholdte omkostninger tillagt et dækningsbidrag. Hvis vi tager udgangspunkt i princippet i købelovens § 5, skal bygherren betale det, entreprenøren forlanger, medmindre det anses for ubilligt. Der kan således kræves den højeste pris, der ikke anses for ubillig. Det kan dog diskuteres, i hvilken udstrækning princippet i købelovens § 5 finder anvendelse inden for entrepriseretten.

Finder princippet i købelovens § 5 anvendelse i entrepriseretten? 

Det har tidligere været antaget i den juridiske litteratur af bl.a. Henry Ussing og Ludvig August Grundtvig, at købelovens § 5 er en særregel, som man skal være påpasselig med at anvende i andre tilfælde end ved køb af løsøre. Ussing i Aftaler paa Formuerettens Omraade, 3. udgave, side 442 f.: ”Men saa meget mere varsom maa man være med at udstrække Grundsætningen i Kbl § 5 til andre Kontrakter”.  

Dette er til en vis grad stadig opfattelsen i den køberetlige litteratur, jf. bl.a. Lars Hedegaard Kristensen, Susanne Karstoft & Torsten Iversen i Dansk og international køberet (6. udg.), side 169 f.: ”KBL § 5 blev tidligere anset som udslag af en almindelig retsgrundsætning, jf. således Ussing: Køb s. 38 og Ussing: Aftaler s. 442, men i dag er det formentlig rigtigt at hævde, at KBL § 72 er i bedre overensstemmelse med dansk rets almindelige regler end KBL § 5.” 

I den nyere entrepriseretlige litteratur og praksis er det imidlertid bredt antaget, at princippet i købelovens § 5 også finder anvendelse i entrepriseretten, jf. bl.a. Iversen i Entrepriseretten, side 149 og Hørlyck i Entreprise – AB 18 (9. udgave), side 394.   

Det ligger i købelovens § 5, at der skal tages udgangspunkt i markedsprisen. Grundet entrepriserettens særegne karakter, hvor markedsprisen, på det der købes, i mange tilfælde er sværere at vurdere end ved køb af løsøre, er det vores opfattelse, at det kan diskuteres, om princippet i købelovens § 5 finder anvendelse indenfor entrepriseretten og i så fald i hvilken udstrækning. 

Hvem skal føre bevis? 

Det følger af princippet i købelovens § 5, at bevisbyrden for, at den af entreprenøren forlangte pris er ubillig, påhviler bygherren. Det betyder, at hvis bygherren ikke lykkedes med at føre tilstrækkeligt bevis og dermed løfte sin bevisbyrde, så må bygherren betale det, som entreprenøren kræver. 

En modifikation hertil ligger dog i, at der i voldgiftssager en særlig indsigt og kompetence hos fagdommerne, som kan medføre, at dommerne anser en pris for urimelig, selvom der ikke er fremlagt nogen dokumentation fra bygherren. Dokumentation bør dog skaffes i form af prisbøger og/eller syn og skøn. 

Det er vores opfattelse, at princippet i købelovens § 5 under alle omstændigheder bør anvendes med en vis varsomhed, og at der ikke skal lige så meget til – som tilfældet er ved en direkte anvendelse indenfor køberetten – før formodningen, om at entreprenørens opgørelse er rimelig, må tilsidesættes. Vi nærmer os i stedet en neutral bevisbyrdefordeling i overensstemmelse med princippet i købelovens § 72.  

Købelovens § 72 træder i forbrugerkøb i stedet for købelovens § 5. Ifølge princippet i købelovens § 72, skal bygherren betale, hvad der under hensyn til salgsgenstandens art og beskaffenhed, den gængse pris ved aftalens indgåelse samt omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt, hvis prisen eller dens fastsættelse ikke fremgår af aftalen eller forholdene i øvrigt. At bevisbyrden er neutral medfører, at eventuel bevistvivl kan komme bygherren til skade i samme omfang, som det kan komme entreprenøren til skade. 

Ifølge princippet i købelovens § 5 har bygherren bevisbyrden for, at det, entreprenøren forlanger, er ubilligt. Det vores opfattelse, at det ud fra entrepriserettens særegne karakter er mere oplagt, at der må gælde en ligefrem bevisbyrde, der stemmer overens med princippet i købelovens § 72. Under alle omstændigheder er det vores opfattelse, at der ikke er tale om en tung bevisbyrde for bygherren efter princippet i købelovens § 5, da bygherren alene skal godtgøre, at prisen er ubillig. Lykkedes dette, må det som minimum være en neutral bevisbyrde, hvis bevisbyrden ikke ligefrem er væltet over på entreprenøren. 

For at vi overhovedet kan komme ind i en diskussion om rækkevidden af princippet i købelovens § 5, skal entreprenøren dog have givet bygherren mulighed for at vurdere opgørelsens rimelighed. Entreprenøren skal derfor fremlægge specifikationer for sin opgørelse indeholdende de nødvendige oplysninger, jf. AB 18 § 24, stk. 4. Specifikationen bør som minimum udspecificere de forskellige timepriser for forskellige faggrupper samt priser på materialer og materiel, jf. AB 18 § 24, stk. 4.  

Gennemsigtighed og gennemskuelighed i entreprenørens opgørelser og specifikationer vil typisk føre til større tillid fra bygherrens side, hvilket i mange tilfælde medfører, at parterne kan spare tid på ikke at skulle diskutere prissætning af ekstraarbejder.  

I tvister om opgørelsens rigtighed og rimelighed, hvor bevisbyrden er delt eller væltet over på entreprenøren, kan dokumentation vise sig at være nødvendig, for at entreprenøren kan komme igennem med sit krav. 

Hvornår kan entreprenørens pris afvises? 

Har en entreprenøren vedlagt tilstrækkelig specifikation til at bygherren kan vurdere entreprenørens pris, så er spørgsmålet, hvad der skal til, for at bygherren kan afkræfte formodningen for, at entreprenørens opgørelse uden videre skal lægges til grund. 

Der er en del forskellige elementer i en entreprenørs opgørelse, som kan føre til, at formodningen må tilsidesættes. Som eksempler herpå kan nævnes uspecificeret forbrug af arbejdstimer, materialer og materiel, irrelevante poster eller fejl i opgørelsen. Jo flere forhold der bringer tvivl om opgørelsens korrekthed, desto større tilbøjelighed bør der være til at tilsidesætte formodningen for, at entreprenørens opgørelse er rimelig. 

Rimelighedsvurderingen bør naturligvis foretages med afsæt i markedsprisen. Bygherren bør dog være opmærksom på, at der er forskel på, om en pris er høj eller urimelig. Det er vigtigt at have for øje, at der i det konkrete projekt kan være en særlig kompleksitet, der gør det nødvendigt med specialtilpassede komponenter mv. I sådanne tilfælde skal rimelighedsvurderingen naturligvis ikke laves op i mod, hvad et standardprodukt eller en standardløsning normalt vil koste. 

Vurderingen skal således altid foretages over for priser, der er fastsat under samme omstændigheder og forudsætninger, som på det konkrete projekt. Den vurdering er ikke altid så ligetil at foretage. 

Desuden kan der ske fordyrelser af priser, der ikke som sådan er urimelige, men som entreprenøren alligevel ikke kan forlange betalt af bygherren. Når der arbejdes i regning, skal bygherren som udgangspunkt betale, hvad det koster at udføre ekstraarbejdet. I den forbindelse kan der opstå en diskussionen om, hvem der skal bære risikoen for hændelige skader. Det skal dog ikke komme bygherren til last, hvis priserne er blevet højere som følge af, at entreprenøren har tilrettelagt arbejdet på en uhensigtsmæssig måde, medmindre årsagen hertil helt eller delvist skyldes bygherrens forhold.  

Generelt er vurderingsparamenterne nævnt i købelovens § 72 i god rettesnor i forhold til, hvad der kan lægges vægt på ved bedømmelsen af prisen.  

Sammenfatning 

Uanset i hvilket omfang princippet i købelovens § 5 finder anvendelse i entrepriseforhold, skal der tages hensyn til entrepriserettens særegne karakteristika. For at bygherren har mulighed for at vurdere, hvorvidt, det entreprenøren forlanger for et givent ekstraarbejde, er ubilligt, må entreprenøren forinden have specificeret sin opgørelse. Bygherren får derved mulighed for at vurdere opgørelsens eventuelle ubillighed, og det er vores påstand, at bygherren relativt let kan afkræfte formodningen, om at entreprenørens opgørelse uden videre skal lægges til grund, hvis der enten ikke er vedlagt en specifikation, eller der er direkte fejl i opgørelsen. Herefter vil bevisbyrden være neutral mellem bygherren og entreprenøren, hvis bevisbyrden ikke lige frem er væltet over på entreprenøren.  

Gennemsigtige og gennemskuelige opgørelser indeholdende specifikationer kan med andre ord forebygge konflikter og spildtid.   

Har du nogen spørgsmål til emnet, kan du altid kontakte Solveig Samsø Heide Jørgensen.