De seneste tid har byggebranchen været ramt af store prisstigninger, forsinkelser og mangel på materialer som følge af COVID-19 og krigen i Ukraine. Priserne på materialer er steget markant og over en kort periode, hvilket har udfordret både entreprenører og bygherrer, ligesom manglen på bestemte materialer har ført til standsning af leverancer og konflikter om, hvem der har ret til hvad, når byggeriet forsinkes.
Både AB 18 og FIDIC (fx Yellow Book 2017) indeholder bestemmelser, der giver entreprenøren ret til at kræve godtgørelse eller anden kompensation for prisstigninger, hvis en række betingelser er opfyldt. Regelsættene giver også mange fortolkningsmuligheder, når materialerne ganske enkelt ikke kan skaffes af leverandørerne og efterlader forsinkede byggerier og andre udfordringer.
Efter AB 18 kan entreprenøren kræve godtgørelse i tilfælde af ekstraordinære prisstigninger på materialer ”i færdig form”. Bestemmelserne om ekstraordinære prisstigninger har imidlertid i praksis medført en lang række udfordringer for de involverede parter, herunder hvilke krav bygherren kan stille til entreprenørens dokumentation, hvad der forstås ved materialer ”i færdig form”, og hvordan entreprenøren konkret skal opgøre sit krav. Når der er mangel på materialer, udfordres parterne for eksempel af, om materialer må erstattes af andre materialer med lignende egenskaber, om der er tale om undskyldelig forsinkelse eller om reglerne indebærer, at risikoen for materialemangel altid er entreprenørens.
Ved indgåelse af nye kontrakter er parternes opmærksomhed selvsagt skærpet. Både entreprenøren og bygherren overvejer hvilke risici, der skal indkalkuleres – og om bestemmelserne skal fraviges.
Den samme risikoafdækning overvejes ligeledes ved indgåelse af aftaler under FIDIC kontraktsættet. (fx FIDIC Yellow Book 2017) Her reguleres entreprisesummen ikke som følge af prisstigninger på materialer mv, medmindre årsagen til prisstigninger skyldes statslige indgreb eller andre indgreb fra den offentlige forvaltning eller parterne specifikt har aftalt en model for regulering som følge af prisstigninger på materialer, lønomkostninger mv. Parterne skal dermed inden kontraktens indgåelse have udarbejdet et eller flere ”Schedule(s) of cost indexation” ellers er muligheden for regulering på grund af ekstraordinære prisstigninger som udgangspunkt udelukket. Materialemangel giver i vidt omfang de samme udfordringer som under AB-systemet og også hér, er parternes opmærksomhed på allokering af risici og aftalebestemmelserne skærpet.