Gode råd til håndtering af forsinkelser i byggeriet

1. ”Tidsplanen skrider – hvad gør du?”

Udgangspunktet i entreprise er, at entreprenøren er ansvarlig for al forsinkelse, jf. AB 18 § 40, stk. 1. Dette kan umiddelbart virke som et, set med entreprenørens briller, næsten urimeligt udgangspunkt, men vi vil gennem denne artikel forsøge at give et overblik over det lidt mere nuancerede billede.

Som entreprenør er det vigtigt at være opmærksom på sin bevisbyrde i forbindelse med forsinkelse, herunder særligt i forbindelse med kravet om ”kritisk vej”. Entreprenører bør derudover – specielt i længerevarende byggeprojekter – være opmærksom på deres løbende claim-management, der er med til at sikre, at entreprenørens bevisbyrde for forsinkelse kan løftes på et senere tidspunkt.

Samtidigt er det vigtigt at bygherrer er opmærksomme på reglerne for varsling og reklamation i forbindelse med deres krav, som følge af en entreprenørs ansvarspådragende forsinkelse.

2. Har entreprenøren ret til tidsfristforlængelse?

Entreprenørens ret til tidsfristforlængelse kræver som udgangspunkt, at forsinkelsen skyldes en af de i AB 18 § 39, stk. 1 nævnte forhold.

Vi vil her i artiklen fokusere på to af de hyppigste årsager til tidsfristforlængelse, samt kort redegøre for mulige tilfælde, der falder uden for forholdene listet i AB 18 § 39, stk. 1.

2.1. Ændringer, som kræves af bygherren

Entreprenøren har ret til tidsfristforlængelse, hvis bygherren kræver ændringer i projektet, efter entreprisekontrakten er indgået. Det gælder naturligvis alene, når ændringerne konkret medfører en forsinkelse.

Til illustration kan nævnes tilfældet, hvor en bygherre beslutter sig for en anden farve vinduer. Dette vil som udgangspunkt ikke medføre en forsinkelse. Derimod vil det sandsynligvis medføre en forsinkelse, der berettiger en tidsfristforlængelse, hvis bygherren kræver, at der skal udføres flere vinduer end oprindeligt aftalt.

Det fremgår af AB-betænkningen, der ligger til grund for bestemmelsen, at det ikke er afgørende, hvad der er årsag til, at bygherren forlanger en ændring.

Entreprenøren vil således også have ret til tidsfristforlængelse i det tilfælde, hvor bygherren er nødsaget til at kræve en ændring, fordi det viser sig, at projektet er mangelfuldt. Dette kan skyldes, at en ydelse er blevet glemt, eller ydelsen ifølge projektet skulle udføres på en måde, der senere viser sig uhensigtsmæssig.

2.2. Vejrlig

Udgangspunktet er, at entreprenøren bærer den tidsmæssige risiko for vejret. Usædvanligt vejrlig kan imidlertid give entreprenøren ret til tidsfristforlængelse.

Bevisbyrden for, at der har været usædvanligt vejrlig, påhviler entreprenøren. Det kan i kontraktmaterialet angives nærmere, hvad der forstås ved usædvanligt vejrlig, både i relation til art og omfang.

Almindeligvis vil der være taget højde for, hvad der udgør sædvanligt forekommende vejrligshindringer i tidsplanen. Tidsplanens bestemmelser om vejrligsdage er således et parameter for, hvor parterne har ment, at grænsen mellem sædvanligt og usædvanligt vejrlig går. Entreprenøren har ikke ret til tidsfristforlængelse, hvis vejrligsdagene er omfattet af tidsplanen.

Tilsvarende kan det få betydning for retten til tidsfristforlængelse, hvis en entreprenør i udførelsestidsplanen har planlagt aktiviteter, der er sårbare for vintervejr i vinterperioden.

2.3. Kort om forhold udenfor AB 18 § 39, stk. 1

Listen af årsager i AB 18 § 39, stk. 1 er imidlertid ikke en udtømmende liste, selvom det er svært at forestille sig et tilfælde, der kan berettige en entreprenør til tidsfristforlængelse, som ikke falder ind under bestemmelsen.

Et muligt tilfælde kan være den situation, hvor arbejderne kort før aflevering forsinkes af en hændelig skade, der ikke kan klandres entreprenøren. Dette vil ikke i sig selv give entreprenøren ret til tidsfristforlængelse, da entreprenøren som udgangspunkt bærer ansvaret for hændelige skader indtil aflevering.

Hvis entreprenøren imidlertid kan dokumentere, at entreprenøren ikke havde mulighed for at undgå situationen eller mulighed for at omstille sig, taler meget for, at der er grundlag for tidsfristforlængelse.

3. Entreprenørens bevisbyrde – Hvad er kristisk vej?

Det er utvivlsomt entreprenøren, der har bevisbyrden for, at der foreligger en af de i AB 18 § 39, stk. 1 oplistede forhold, der berettiger entreprenøren til tidsfristforlængelse.

Da der, som anført ovenfor, er en lang række forhold, der potentielt kan henføres under bestemmelserne, er denne del af bevisbyrden formentligt ikke særlig streng i sig selv.

Entreprenørens bevisbyrde skal imidlertid anskues i to led. Entreprenøren skal således ikke kun bevise, at der er opstået en begivenhed, som er omfattet af bestemmelsen. Entreprenøren må desuden løfte bevisbyrden for, at begivenheden konkret har medført en forsinkelse af tidsfristen.

Dette andet led af bevisbyrden vil ofte være noget sværere at løfte, da entreprenøren skal bevise den nødvendige årsagssammenhæng. Da det kan være en svær opgave for entreprenøren, bør entreprenøren derfor være opmærksom på udfordringen allerede fra start.

Det kan i den sammenhæng få betydning, om entreprenøren har udarbejdet en arbejdsplan, der angiver en konkret rækkefølge for de enkelte dele af entreprenørens arbejde, med klar angivelse af bindinger mellem aktiviteterne.

Den tunge bevisbyrde illustreres ved voldgiftsrettens kendelse i T:BB 2014.773 VBA, hvor voldgiftsretten kun ville tilkende tidsfristforlængelse, hvis det med overvejende sikkerhed kunne fastslås, at forsinkelserne påvirkerede aktiviteterne på kritisk vej.

Samtidigt fastslog afgørelsen, at manglende overholdelse af bygherrens tidsmæssige koordineringspligt efter AB 18 § 13, stk. 2, kan komme bygherren bevismæssigt til skade.

På grund af de store krav til dokumentationen for forsinkelsen, som entreprenøren sjældent vil kunne opfylde fuldt ud, bliver resultatet ofte, at voldgiftsretten udmåler entreprenørens krav på tidsfristforlængelse skønsmæssigt. Resultatet vil således ofte afspejle, at kvaliteten af dokumentationen får betydning for størrelsen af det tilladte krav.

4. Erstatning eller dagbod

Hvis det ikke lykkes for entreprenøren at løfte bevisbyrden for ret til tidsfristforlængelse, er entreprenøren i ansvarspådragende forsinkelse, jf. AB 18 § 40, stk. 1.

Bygherren kan som følge heraf holde entreprenøren ansvarlig for forsinkelsen, enten i form af dagbod eller i form af et erstatningskrav efter de almindelige erstatningsretlige regler. I de tilfælde, hvor parterne har vedtaget dagbod, kan der ikke rejses erstatningskrav udover dagboden. Nedenfor knytter vi bemærkninger til krav om dagbod.

4.1. Dagbod

Dagbod kan nemmest beskrives som en standardiseret eller aftalt tabsopgørelse. Den er for mange bygherre den foretrukne sanktion over for entreprenørens forsinkelse.

Dagboden er praktisk, da det ikke skal dokumenteres, hvorvidt bygherren har lidt et tab i anledning af entreprenørens forsinkelse. Bygherren skal således blot opgøre den samlede forsinkelse, fratrække den tidsfristforlængelse, som entreprenøren har krav på, og til slut gange med den aftalte dagbod.

Det er i AB 18 § 40, stk. 4 listet tre betingelser, som alle skal være opfyldt, før bygherre kan kræve dagbod.

• For det første skal fristen og dagboden klart fremgå af aftalen.
• For det andet skal bygherren løbende have foretaget noteringer af overskridelser.
• For det tredje skal bygherren reklamere inden rimelig tid fra bygherren bliver opmærksom på den ansvarspådragende forsinkelse.

Bygherre skal være opmærksom på særligt den tredje betingelse, der indebærer, at reklamationen skal være klar og indeholde tidspunktet for, hvor der løber dagbod fra. Derudover skal bygherren reklamere inden rimelig tid fra bygherren bliver opmærksom på den ansvarspådragende forsinkelse, og kan derfor ikke vente med at reklamere til en reel forsinkelse er indtrådt.

Med disse betingelser sikres det, at entreprenøren får mulighed for at vurdere, om entreprenøren kan eller vil forcere arbejdet for at undgå dagbod.

Har du spørgsmål til artiklen, kan du tage fat i Patrick Rask Buskbjerg.