Ny praksis om 8-ugersfristen i AB 18 § 67, stk. 10 og ABT 18 § 65, stk. 10. Læs med her, hvor advokaterne Jens Wilhelm Gaardsøe og Patrick Rask Buskbjerg går i dybden med afgørelsen og de nye uklarheder, den medfører.

Resumé

En spritny voldgiftskendelse bryder markant med den gængse forståelse af ordlyden i AB 18 og ABT 18 vedrørende sagkyndige beslutninger samt reglernes tiltænkte formål, og kendelsen rejser spørgsmål om betydningen af 8-ugersfristen for indbringelse af sagkyndige beslutninger for voldgift.

Voldgiftssagen omhandlede en række betalingskrav, som en entreprenør fremsatte mod bygherren. Kravene var alle tidligere blevet behandlet under en sagkyndig beslutning, som ikke blev indbragt for voldgift inden fristen på 8 uger. Da 8-ugersfristen ikke var overholdt, krævede bygherren, at sagen blev afvist. En voldgiftsret bestående af 3 højesteretsdommere kom dog frem til, at kravene kunne behandles under voldgiftssagen, selvom 8-ugersfristen ikke var overholdt.

Voldgiftsretten besluttede altså, at en sagkyndig beslutning ikke (heller ikke efter 8 uger) har betydning for parternes mulighed for at få prøvet de samme krav under en efterfølgende voldgiftssag.

 

Nærmere om de ”nye” sagkyndige beslutninger efter AB 18 (og ABT 18)

Med indførelsen af AB 18 og ABT 18 kom der en række væsentlige ændringer til de regler, som byggebranchen kendte fra AB 92 og ABT 93. Én af disse væsentlige ændringer angik retsvirkningen af sagkyndige beslutninger.
Sagkyndige beslutninger vedrører – dengang som nu – garantispørgsmål, herunder garantitræk, nedskrivning og ophør.
Den centrale bestemmelse om retsvirkningerne af en AB 18-beslutning findes i AB 18 § 67, stk. 10 (svarende til ABT 18 § 65, stk. 10), og lyder således:

”En beslutning om stillet sikkerhed har som en voldgiftskendelse bindende virkning for sagens parter. En beslutning om nedskrivning eller ophør af stillet sikkerhed skal opfyldes senest 8 uger efter, at den er truffet. Beslutningen kan indbringes for voldgift senest 8 uger efter, at den er truffet, og der træffes da ved voldgiften endelig afgørelse om tvisten. Hvis der ikke anlægges voldgiftssag inden fristens udløb, bliver beslutningen herefter endelig. Indbringelse for voldgift har ikke opsættende virkning, medmindre beslutningen angår nedskrivning eller ophør af stillet sikkerhed, og voldgiftsretten træffer anden bestemmelse.”

Efter AB 92 var en sagkyndig beslutning kun bindende for garanten (i kraft af garantiaftalen), og den sagkyndige beslutning havde ingen indvirkning på parternes materielle retsstilling. Parterne kunne f.eks. køre en sideløbende voldgiftssag om de samme krav.

Med indførelsen af AB 18 og ABT 18 blev dette imidlertid ændret væsentligt:

  • Den sagkyndige beslutning havde nu – ”som en voldgiftskendelse” – ”bindende virkning” for ”sagens parter”, hvis den ikke blev indbragt for voldgift inden 8 uger.
  • Parterne kunne heller ikke længere køre en parallel voldgiftssag om samme tvist.

Baggrunden for opgøret med AB 92-beslutningerne

Undervejs i arbejdet med revisionen af AB 92 blev der iværksat en høringsproces, hvor det oprindelige AB 18-udkast blev sendt i høring blandt byggeriets parter. Som led heri modtog AB-udvalget en række høringssvar. På baggrund af disse valgte AB-udvalget at præcisere reglens første punktum, som i høringsudkastet blot lød således:

”En beslutning om stillet sikkerhed er bindende.”

Tilføjelserne fra den endelige version om, at beslutningen – ”som en voldgiftskendelse” – har ”bindende virkning” for ”sagens parter” kom til på baggrund af høringssvar, som bl.a. kritiserede 1. punktum i det oprindelige udkast for at være for upræcist; hvem var de sagkyndige beslutninger bindende for, når der kun står, at de er bindende? Ændringen fra AB 92-retstilstanden blev ifølge AB-udvalget bl.a. begrundet med, at parterne skulle kunne stole på, at beslutningen – uden indbringelse for voldgift – var endelig og bindende efter 8 uger.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat

Voldgiftsrettens begrundelse i den nye afgørelse for at tillade, at voldgiftssagen om entreprenørens retskrav fortsatte, var som følger:

”Behandlingen af en sag om beslutning om stillet sikkerhed, der efter reglerne som udgangspunkt forestås af en faglig sagkyndig, er summarisk i forhold til behandlingen af en sag om en tvist mellem parterne behandlet for en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet. Den eller de sagkyndige behandler som udgangspunkt sagen på skriftligt grundlag i form af indlæg fra parterne, der i almindelighed skal afgives inden for betydeligt kortere frister end fristerne for parternes indlæg i en voldgiftssag for Voldgiftsnævnet. Dog kan den sagkyndige foretage besigtigelse af byggeriet. Der kan ikke gennemføres syn og skøn som led i en sag om beslutning om stillet sikkerhed, og der kan ikke foretages bevisførelse i form af afhøring af parter og vidner. Der kan heller ikke gennemføres mundtlig forhandling med parternes procedure.”

På den baggrund fandt voldgiftsretten, at det ville være for vidtgående, hvis en part – blot ved at vedtage AB 18/ABT 18 – afskar sig muligheden for at få prøvet sine krav ved voldgift efter 8 uger:

”Uanset adgangen til inden 8 uger at indbringe en beslutning om stillet sikkerhed for en voldgiftsret finder voldgiftsretten efter det ovenfor anførte, at det er betænkeligt at lægge til grund, at en part ved at vedtage bestemmelserne om beslutning om stillet sikkerhed i ABT 18 har villet fraskrive sig adgangen til at få prøvet sit eventuelle mellemværende med medkontrahenten i byggesagen efter de almindelige regler om behandling af parternes tvist ved voldgift ved Voldgiftsnævnet.”

Voldgiftsretten konkluderede, at ”endeligheden” af en sagkyndig beslutning kun angår ”likviditetsspørgsmålet”, hvilket voldgiftsretten definerede således:

”(…) spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske udbetaling, nedskrivning eller ophør af garantien.”

Som konsekvens heraf var ”fordringsspørgsmålet” ikke omfattet af beslutningens endelighed:

”Parterne kan således fortsat under en voldgiftssag få prøvet, om de har en fordring mod hinanden, eller grundlaget for en fordring, efter den bagvedliggende tvist, der har ført til kravet om udbetaling fra sikkerheden.”

Kendelsen åbner op for en kaskade af ubesvarede spørgsmål

Det eneste, som synes sikkert, er, at 8-ugersfristen reelt har mistet sin betydning. At garanten er (aftaleretligt) bundet af en sagkyndig beslutning, er der ikke noget nyt i – det samme var gældende efter AB 92. Garanten er også forpligtet til at udbetale beløbet efter blot 3 dage (og ikke 8 uger), så fristen har ingen praktisk betydning for garanten (og dermed reelt heller ikke for ”likviditetsspørgsmålet”).

Men der er en række spørgsmål, som herefter må anses for at være uafklarede:

  • Ligesom sagkyndige beslutninger er hurtige afgørelser også – på papiret – udstyret med en 8-ugersfrist, men sådanne hurtige afgørelser er også processuelt summariske set i forhold til egentlige voldgiftssager. Man kan derfor spørge, om der under sådanne hurtige afgørelser bliver truffet beslutning om ”likviditetsspørgsmålet” eller ”fordringsspørgsmålet”, og om 8-ugersfristen – afhængig af svaret – så heller ikke hér er bindende for parterne?
  • Hvis ”likviditetsspørgsmålet” er endeligt – ophører garantien så efter 8 uger? Det er næppe det tilsigtede resultat. Dog må der være én eller anden retsvirkning knyttet til bemærkningen om, at endeligheden angår likviditetsspørgsmålet, for garanten er som nævnt allerede forpligtet til at udbetale beløbet efter 3 dage. Hvorfor ellers udskille ”likviditetsspørgsmålet” fra ”fordringsspørgsmålet”?
  • Er det nu reelt kun spørgsmålet om eventuel forældelse, som sætter en grænse for, om en part kan få genprøvet en sagkyndig beslutning ved voldgift?
  • Og nu vi er ved forældelse: eftersom den 3-årige forældelsesfrist løber fra ”viden” eller ”burde viden”-tidspunktet, dvs. dér hvor en part vidste eller burde vide, at parten havde et krav mod den anden part, er der så overhovedet indtrådt forældelse for andre (tidligere) sagkyndige beslutninger, som af forskellige årsager ikke blev indbragt for voldgift inden 8 uger? Eller løber forældelsen først fra de pågældende parters kendskab til denne kendelse?

Og sidst men ikke mindst:

  • Vil Voldgiftsnævnet (selv efter frasortering af evt. forældede sager) nu blive ramt af en byge af voldgiftssager, som hidrører fra sagkyndige beslutninger, som af forskellige årsager ikke blev indbragt inden 8 uger?

Vil du vide mere?

Du er altid velkommen til at kontakte advokat Jens Wilhelm Gaardsøe, som fra Molt Wengel førte sagen for kunden, hvis du har spørgsmål til afgørelsen eller andet i forbindelse med voldgiftssager og entrepriseretlige regler.