Sådan skaber vi klarhed i komplekse samarbejder

Når man træder ind i et rum med jurister, projektledere og bygherrer, kan der godt opstå støj mellem aktørerne. Alle vil hinanden det godt, men støjen kommer, fordi de simpelthen taler vidt forskellige sprog. Det opdagede Magnus Andreas Tuff Mohr hurtigt, da han for fem år siden begyndte i Molt Wengel. 

Jeg startede egentlig med at være involveret i vores faglige arrangementer, men jeg savnede, at det blev mere kunderelateret. Hvad rører sig i kunderne? Hvad er de nysgerrige på – og hvad bekymrer dem?

Sådan fortæller Magnus, der har en baggrund i psykoterapi og erhverv.

Svaret blev starten på en ny rolle i virksomheden – en rolle, der ikke er klassisk i advokatverdenen, men som passer perfekt med Molt Wengels DNA. 

Som ikke-jurist blev Magnus koblet på et juridisk team og begyndte at deltage i kundemøder, interne strategisamtaler og opbygningen af nye kundeporteføljer. Rollen udviklede sig hurtigt til noget langt større: at være den, der oversætter, stiller spørgsmål og skaber tillid. 

”Jurister er trænet i at finde hullerne i osten. Det er en stor styrke – men det kan også skabe afstand, hvis man ikke er bevidst om det. Min rolle blev lidt pudsigt at være et filter. Jeg bruger spørgeteknik og nysgerrighed til at åbne rummet og bringe følelser i spil, som ellers kan være svære at få plads til.” 

Et typisk eksempel er forventningen om, at juristen møder op i jakkesæt og slips til samarbejdet – og over for sidder kunden i skovmandsskjorte og arbejder hands-on i byggeriet. Selvom Molt Wengels juridiske eksperter sjældent møder op i jakkesæt og slips, så er det hér, forskellene mærkes. Juristen er vant til at tale med autoritet og sikkerhed – kunden er mest optaget af, hvad der virker i praksis. Her træder Magnus ind som en brobygger, der hjælper begge sider med at høre og forstå hinanden.

 

”Jurister arbejder i en verden, hvor ting skal være rigtige. Vores kunder arbejder i en anden virkelighed – en, hvor man ofte må navigere i gråzoner og praktiske kompromiser. Min opgave er at bygge bro mellem de to verdener, så kundens virkelighed og juristens faglighed kan mødes i øjenhøjde.” 

Pulsen i samarbejdet bliver tydeligere, når man tør tage snakken om mere end paragraffer. For mange kunder er det nemlig ikke kun vigtigt, hvad man kan gøre rent juridisk – men hvad der giver mening i praksis, i en travl hverdag med stramme tidsplaner og mange aktører.

”Vores kunder er ofte projektledere eller tekniske specialister, som ikke nødvendigvis taler jurasprog. De elsker det byggetekniske, ligesom vores jurister gør – bare fra en anden vinkel. Det er dér, jeg prøver at bygge bro. De har faktisk den samme hobby.”

Et centralt redskab i det arbejde er brugen af Insights-profiler, som Molt Wengel anvender aktivt for at forstå både kundens og egne kommunikationsmønstre. Matcher profilerne? Hvor er der potentielle misforståelser? Og hvordan møder vi kunden bedst muligt?

Magnus’ rolle er blevet et naturligt led mellem faglighed og virkelighed. Ikke som et ekstra lag, men som en nødvendighed i et felt, hvor samarbejdet ofte afhænger af, om parterne overhovedet forstår hinanden. Når kunderne oplever, at de bliver hørt og mødt – og den juridiske rådgivning faktisk tager udgangspunkt i deres virkelighed – så skaber det ro. Og netop det er hans vigtigste bidrag. 

”Jeg synliggør faktisk, hvor dygtige vi er. Jeg er kundens mand – men jeg er også juristens medspiller. Jeg er her, fordi Molt Wengel mener det alvorligt, når de siger, at de vil være tæt på kunden.” 

Taskforce til fremme for cirkulært byggeri

21-08-24

Molt Wengel er budt med i en taskforce, der har til formål at fremme cirkulært byggeri i Region H.

Vi glæder os til at gøre en mærkbar forskel for at fremme bæredygtighed i byggeriet.

Læs om Molt Wengels rolle i taskforcen

Sådan blev Inddragende Byggeri til

15-05-24

Hos Molt Wengel har vi et kreativt team dedikeret til at skabe nye brugervenlige ydelser og koncepter - med udgangspunkt i branchen og kundernes behov. Inddragende Byggeri er et eksempel på et koncept, der skaber øget effektivitet i mindre byggeprojekter.

Læs fortællingen