Viden

Vi skal bygge fremtiden med gårsdagens materialer

Det er en kendt udfordring, at vi skal bygge mindre, bruge mindre og samtidig skabe større værdi i byggeriet. Og det er dén balance, vi skal finde, hvis vi vil gøre byggeriet grønnere. Denne balance og cirkulært byggeri var omdrejningspunktet, da Molt Wengel med advokaterne Patrick Rask Buskbjerg, Kathrine Ahrenholt og Nicolaus Falk-Scheibel i front tilbage i juni måned åbnede dørene til ét af vores faste formiddagsarrangementer på Aarhus-kontoret.

Denne gang havde vi desuden Magnus Schrøder Pedersen med som oplægsholder. Magnus er rådgiver i bæredygtighed – og byggeriets svar på en klimapsykolog. Han er ikke bange for at stille de store spørgsmål: Fx “Hvad er det egentlig, vi prøver at bygge os ud af?”

Vi bor større – og bygger endnu større

Magnus begyndte med et sæt tal, der fik flere til at rette sig op i stolen. Siden 1986 er den samlede danske bygningsmasse steget med 45 %. I samme periode er befolkningen dog kun vokset med 16 %. Vi river 2-3 millioner kvadratmeter ned om året – og bygger 6-8 millioner nye. Vi bor i dag i gennemsnit på 53,6 m² pr. person. I 1981 var det 43 m².

Det er, som Magnus sagde “rivende galt”. For mens vi forsøger at reducere vores forbrug og vores CO2-aftryk, bliver kvadratmeterne bare ved med at vokse.

“Plads er blevet lig med livskvalitet. Men måske skal vi gentænke, hvad kvalitet egentlig er i fremtidens byggeri.”

Giv mig en søjle – og jeg skal vise dig skønhed

I løbet af indlægget var et af de stærkeste eksempler fra Havnegade 16, hvor et gammelt kornlager i dag bliver omdannet til moderne erhvervslejemål. Her har man for eksempel bevaret de gamle søjler – ikke kun som en nødløsning, men som et arkitektonisk omdrejningspunkt.

Det er netop sådan, transformation og cirkulært byggeri fungerer: Bevar. Brug længere. Brug igen. Giv det nyt liv. Hver eneste mursten, bjælke og tagplade kan blive en del af noget større – og måske endda smukkere.

Det samme gjaldt et eksempel fra Varvstaden i Sverige, hvor man har genbrugt et gammelt ubådsværft ved at kortlægge materialerne og oprette en decideret materialebank. Et gigantisk projekt med næsten 2.000 m² industriområde – og en kæmpe øvelse i nøjagtighed, samarbejde og tålmodighed.

“En bygning skal ikke kunne alt for alle hele tiden. Men den kan måske blive til det med lidt omtanke og ombygning.”

 

Reglen er ikke nybyg – det er sidste udvej

Martin præsenterede desuden sin bygningsbehovstrekant, hvor nybyggeri ligger i bunden. Øverst; tilpasning, renovering, transformation og genbrug. Jo højere oppe, des mere bæredygtigt. Men for at lykkes kræver det en kæde af mennesker, der vil det samme; adgang til materialer, viden om dem, økonomisk tryghed og ikke mindst tid. Og som Martin påpegede – “den menneskelige faktor”. Vi skal ville det.

“Det her er ikke bare teknik. Det er kultur. Det er et mindset. Det er at få hele værdikæden til at ville den samme vej.”

Og hvad så med juraen?

Mange deltagere spurgte netop til, hvordan juraen spillede ind i alt dette:

  • Hvordan sikrer man sig juridisk, når man genbruger mursten, træbjælker og søjler?
  • Hvad siger kommunerne?
  • Hvordan stiller forsikringerne sig?

Her blev advokaterne fra Molt Wengel bragt i spil. For det kræver erfaring at navigere i en byggesag, hvor tidsplan, materialevalg, lovgivning og forsikring alle skal spille sammen.

Advokat Patrick Rask Buskbjerg fortalte bl.a.:

”Hos Molt Wengel har vi rådgivet i mange af de komplekse sager med genbrugsmaterialer. Herfra har vi fået erfaring med at samle trådene, før de bliver til knuder. Vi oplever et stigende behov for juridisk sparring i de her sager. Ikke for at bremse innovationen, men for at sikre, at den holder i praksis.”

 

Fra masseproduktion til meningsfuldt byggeri

Spørgelysten efter oplægget var stor, hvor en af deltagerne bl.a. spurgte: “Det her lyder jo til, at vi går fra masseproduktion til håndværk igen. Har vi egentlig arbejdskraften til det? Og har vi råd til det?”

Her faldt svaret prompte fra Patrick:

“Masseproduktionen forsvinder ikke. Men vi skal vælge, hvornår vi bruger den – og hvornår vi kan gøre noget bedre. Ikke større. Ikke hurtigere. Men klogere.”