Hoved- og totalentreprenører er fanget i en juridisk begrebsjungle.

”Det er da force majeure, at der er krig i Ukraine.”

”Vi har ret til tidsfristforlængelse, for udfordringerne med transport skyldes jo COVID-19.”

”Bare rolig, vi er jo back-to-back, så der er ikke nogen risiko.”

De tre ovenstående udsagn kan lige så vel være sande som falske. Realiteten er, at begrebet ”force majeure” – eller som det hedder i visse sammenhænge: usædvanlige begivenheder og retsvirkningen af, at sådanne begivenheder indtræder – varierer meget fra jurisdiktion til jurisdiktion og fra aftale til aftale.

Rigtig mange kontrakter er allerede indgået, uden der har været det helt store fokus på at ensrette force majeure-bestemmelserne ned igennem eller på tværs af kontraktkæder. Derfor ser man ofte, at fx hoved- og totalentreprenører på internationale projekter vil have meget forskellige gældende vilkår.

Et simpelt eksempel er, at dansk ret som udgangspunkt kræver, at den usædvanlige begivenhed har medført, at opfyldelse af aftalen bliver umulig. Det samme gælder for nogle omstændigheder i AB-vilkårene. Derimod kræver FIDIC conditions of contract alene, at den pågældende part ”could not reasonably have avoided or overcome” omstændighederne. Tilsvarende vil der under FIDIC conditions of contract i visse situationer være ret til dækning af omkostningerne ved forsinkelse, hvorimod AB-vilkårene alene giver entreprenøren ret til tidsfristforlængelse.

Det er altså afgørende, at man i hvert tilfælde læser sin kontrakt for at kunne vurdere sin retsstilling – og i praksis dermed kan vurdere sin forhandlingsposition. Ofte er man endda nødt til at kende den lokale jura for at vide præcis, hvor man står. Men juraen er selvfølgelig ikke alt og sjældent afgørende. Den økonomiske interesse i gennemførelsen af et projekt, og hvordan det bedst kan ske i en totaløkonomisk henseende, er og bør normalt være det helt afgørende.

Virkeligheden kræver risikohåndtering frem for risikoallokering

I en virkelighed, hvor usikkerheden omkring leverancer og pris ser ud til at vokse dag for dag, er det nærliggende som bygherre eller totalentreprenør at forsøge at allokere denne risiko til sine medkontrahenter. Der er helt sikkert situationer, hvor denne traditionelle løsning er den bedste. Det kan være tilfældet, hvor man har en medkontrahent, der kan stille sikkerhed, er økonomisk solid og er den bedste til at håndtere risiciene. Selv her skal man dog være opmærksom på, at man formentlig kommer til at betale en høj pris for at få en anden til at håndtere disse risici.

For os er samarbejde og fleksibilitet nøgleordene. Hvis man under kontraktforhandlingerne eller i en samarbejdsproces identificerer og håndterer de risici, som situationen giver anledning til, så undgår man ikke alene at betale en høj risikopræmie – der er også større sandsynlighed for, at projekterne lykkedes.

Hvordan et fleksibelt samarbejde skal skrues sammen afhænger i høj grad af den konkrete situation. Er det et udvidet leverandørsamarbejde, et integreret projekt eller en tredje (mellem)løsning, som du skal arbejde med?

Har du brug for sparring til samarbejdet, er du velkommen til at kontakte Steffen Hebsgaard Muff eller Peter Damsgaard Eriksen.