Erfaren, grundig og professionel. Sådan vil mange karakterisere Marianne. Med en baggrund som blandt andet juridisk rådgiver i Transportministeriet og juridisk chef hos en af de førende rådgivende ingeniørvirksomheder, er Marianne et stort aktiv for vores kunder i bygge og anlægsbranchen.

Finder de svar, der får projektet fremad
Når man som Marianne er flasket op som fuldmægtig hos Gorissen Federspiel og efterfølgende har været juridisk rådgiver i Transportministeriet og chef for udbuds- og entrepriseretsteamet hos COWI, så har man ikke kun fået dyb indsigt i faget. Man har også erfaringen til at vide, hvornår man skal bringe de forskellige juridiske greb i spil. Det gør, at Marianne er særligt dygtig til at:
– skabe fremdrift i sine projekter
– sikre, at det juridiske grundlag er nøjagtigt og af høj kvalitet
– finde de svar og løsninger, der får projektet gennemført til den aftalte tid og kvalitet.

Noget af benzinen på Mariannes motor er at finde ’the smoking gun’: At gå i gang med detektivarbejdet og søge efter ledetråden, som hun skal bruge for at hjælpe en kunde videre. Og mærke kicket, når det lykkes at finde præcis det, der var brug for.

Et stærkt fællesskab
Da Marianne besluttede at rykke til Molt Wengel var det blandt andet, fordi de har ry for at være dygtige og gøre tingene anderledes. Og ifølge Marianne er der tale om et advokatkontor, der udlever det, de siger. Den ærlighed og gennemsigtighed skaber et stærkt fællesskab, hvor man spiller hinanden gode. Samtidig er det også det fundament, der gør det muligt at gøre en konkret forskel for byggeriets parter.

Privat bor Marianne tæt på København sammen med sine to børn og mand, der er ingeniør. Derfor handler samtalerne derhjemme også ofte om anlægsprojekter og byggeri, og Marianne har altid en at sparre med om de tekniske detaljer.

”En af mine styrker er, at jeg skaber fremdrift, så byggeprojektet bliver gennemført og kommer i mål til den aftalte tid og kvalitet.”